Godt Nytår og god træning

a6e9139c23e397c6a61a629bdb354a0fGodt Nytår :-)

Der har nu været stille på bloggen i et stykke tid og det undskylder jeg for. Tiden flyver og bloggen har været glemt desværre. MEN det er heldigvis pga. en masse nye spændende ting :-)

2014 var et hÃ¥rdt og trættende Ã¥r med træning, arbejde og speciale som fyldte utrolig meget. Specialet er i hus og det er blevet tid til at være “working girl” Jeg har været sÃ¥ heldig at have masser at lave og der har derfor ikke været tid eller overskud til bloggen. Men nu er alt oppe og køre og jeg har en masse nyheder til jer derude :-)

Jeg vil gerne starte ud med at lade ordet gå videre :-) For en af de personer som har fyldt meget de sidste par måneder, er nemlig Rie Helmer Nielsen. Hun er intet mindre end fantastisk. Hun er stærk, positiv og ubeskrivelig sjov. Og det er til trods for hun i laaaang tid har været skadet. Det at være skadet, er en lang og hård rejse.

Brug 5 minutter på at læse hendes historie :-)

 

For mig er Tanja forskellen på at kunne gå og ikke at kunne gå. Så enkelt er det.

Jeg knækkede et korsbÃ¥nd i knæet pÃ¥ en skiferie for 25 Ã¥r siden, er blevet opereret i knæet 9 gange i alt, – har fÃ¥et rekonstrueret korsbÃ¥ndet, udbedret meniskskader og fÃ¥et foretaget sÃ¥kaldte “housecleanings”, hvor arvæv, skruer osv bliver fjernet. For nogle Ã¥r siden brækkede jeg sÃ¥ knæskallen, bare fordi jeg løb en tur. AltsÃ¥ uden at falde, – kun fordi det knæ er sÃ¥ “fucked up”, som min fysioterapeut selv siger. Lægerne har indset, at jeg ikke skal opereres mere med mindre der ingen anden udvej er. I hvert fald ikke før jeg er “gammel nok” til et helt nyt knæ (de anbefaler det ikke, før man er mindst 50 Ã¥r, fordi den slags skal udskiftes og har bivirkninger).

Jeg har i Ã¥renes løb udover operationerne været tilset af diverse læger og fysser, haft forskellige personlige trænere, prøvet alle mulige former for træning og sport og er altid, altid, altid endt med en skade. I en lang periode var mit højeste ønske at kunne løbe igen. Jeg har droppet ski fuldstændig og har ogsÃ¥ mÃ¥ttet droppe løb, jogging, alle former for boldspil, rulleskøjter, brystsvømning, power training, yoga, aerobic mm. Med andre ord har jeg forsøgt mig med alt muligt, – ogsÃ¥ piller og knæbind og krykker og jeg ved ikke hvad. Uden det ønskede resultat. Det er først for nylig, jeg har fundet en ortopædkirurg, der talte, sÃ¥ jeg kunne forstÃ¥, hvad han sagde og som sagde tingene lige ud af posen. Det er ogsÃ¥ først for nylig at hospitalets fysioterapeut har indset at jeg er pÃ¥ niveau med en nyopereret rent muskelmæssigt og at jeg ikke “bare” kan træne pÃ¥ egen hÃ¥nd med en elastik og en pjece.

Jeg har nu fÃ¥et konstateret begyndende slidgigt, bøvl med menisken, inflammation, et korsbÃ¥nd som aldrig bliver stramt nok og alt, alt for svage muskler i benet til at kunne træne, som andre mennesker med “hele knæ” kan. Desuden har jeg en masse følgeskavanker, som ondt i ryg og nakke og en haltende gang og andre irriterende smÃ¥ting. MEN jeg har ogsÃ¥ med den ærlige ortopædkirurgs, Tanjas og andre personlige træneres hjælp, fundet ud af, at jeg skal være glad for det, jeg kan og at jeg faktisk kan noget!

Flere personlige trænere har gennem tiden vist mig, at man ikke behøver lade være med at træne, bare fordi man ikke kan følge et program eller være med i en fastlagt time. At det er bedre at komme op på cyklen i 4 minutter end 0 minutter. At man må træne core, når man ikke har mulighed for at træne baller osv. Jeg er ellers typen som går all in. Måske kunne jeg være blevet elitesportsudøver med min evne til at overhøre smerte og vilje til at fortsætte, selv om jeg godt inderst inde ved, at det giver skader at blive ved, når kroppen har sagt stop.

Jeg har ikke altid været sådan. Overhovedet ikke. Men min knæskade har betydet, at jeg har været så desperat over ikke at kunne, det jeg gerne ville, at jeg har opøvet evnen til at være indædt og bare blive ved. Ikke særlig fornuftigt eller konstruktivt, men det har vist sig at frustration er et supergodt brændstof.
For ØV hvor er det fesent ikke at kunne noget som helst. Og hvor ville jeg dog ønske at mit eneste problem bare var at lette r….. fra sofaen, nÃ¥r jeg syntes bukserne begyndte at stramme eller jeg følte mig lidt forpustet, nÃ¥r jeg nÃ¥ede 3. sal.
PÃ¥ den anden side er jeg ret sikker pÃ¥, at jeg ville have lige sÃ¥ mange undskyldninger som alle andre, hvis jeg ikke anede, hvor frustrerende det er virkelig ikke at kunne dyrke det mindste motion. Det er KUN fordi jeg ved, hvor nedtur det er, at være ude af stand til at regulere vægten pÃ¥ andre mÃ¥der end at skrue ned for maden (og dermed gÃ¥ sulten rundt MED hængerøv og mavedelle) og hvor ked af det man faktisk kan blive over ikke at kunne slentre en helt almindelig tur i skoven. Alle de fester, hvor jeg gerne ville danse eller have stiletter pÃ¥. Alle de gange jeg har haft p….ondt i knæet bare af at gÃ¥ op af trappen.

Det er her personlig træning kommer ind i billedet. Fordi en dygtig træner har blik for, hvad du kan lige nu, i dag. Ikke hvad programmet siger. Ikke hvad du burde. Eller hvad du skal gøre for at tabe dig 5 kg pÃ¥ 3 uger eller løbe en maraton om lidt, – men blik for, hvad din krop har brug for og navnlig ikke har brug for. En personlig træner skal ogsÃ¥ – og mÃ¥ske især – kunne gennemskue din psyke. Jeg er som sagt typen, der ikke gider gÃ¥ hjem før tid, nÃ¥r jeg først er ankommet i træningscenteret. Jeg har brugt Ã…R med smerter og skader pÃ¥ at lære at mærke, hvor lidt jeg egentlig kan tÃ¥le, hvis jeg ogsÃ¥ skal kunne gÃ¥ i morgen. Andre er modsat mig og giver den ikke nok gas, hvis de ikke bliver presset lidt ud over comfort-kanten. Og andre igen kan ikke overskue at træne, nÃ¥r de er kede af det eller trætte eller stressede eller noget helt fjerde. En god træner skal vide nærmest alt om kroppen, om hormoner og stofskifte og muskler og fibre og smerter og, som sagt, din psyke og hvordan du prøver at snyde dig selv og træneren.

Det er ikke længe siden, at jeg ikke kunne gÃ¥ uden benskinne pÃ¥ og ikke vidste om jeg endte med at have den pÃ¥ permanent. Hvilket ville være et ret stort problem i mit arbejde. Desuden er det at flyve langt tit, rigtig skidt for et dÃ¥rligt blodomløb, som jeg har efter for lidt motion i Ã¥revis og masser af arvæv i knæet. Jeg flyver sÃ¥ desværre rimelig meget i mit job…. Og sÃ¥ bliver hverdagen i det hele taget meget besværlig, nÃ¥r man ikke kan gÃ¥, ikke kan komme op af trapperne og ikke kan bære en Irma-pose uden at knæet hæver og man er grounded i sofaen i time- eller dagevis efterfølgende. Hvilket er et ret stort problem, hvis man som mig har en utÃ¥lmodig personlighed, en stor del stædighed og en ret stærk vilje til at handle sig ud af det meste.

Men nu ser det ud til at jeg med Tanjas hjælp ENDELIG kan gÃ¥ igen. Selvfølgelig har jeg straks fÃ¥et lyst til at løbe og spille tennis og stÃ¥ pÃ¥ ski og… Men Tanja styrer mig og husker mig pÃ¥, at mit oprindelige mÃ¥l var … at kunne gÃ¥. Intet andet. Og at vi nok skal finde pÃ¥ noget sjovt med de muligheder jeg nu har, – som for eksempel energii pilates (jeg savner holdtræning), crawlsvømning og aquajogging (man ligner en totalt idiot, men det er effektivt!) og TRX og alt mulig andet, sÃ¥ jeg har noget at stræbe efter, ogsÃ¥ selv om jeg aldrig kommer til at løbe igen.

Hvis du skal gøre en forskel for dig selv i 2015, så få en personlig træner til lige at sparke dig i måsen og til at justere og gøre dig opmærksom på, hvor du er for meget og for lidt i din træning. Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Og det er den bedste julegave, jeg har givet til nogen i år. Hvis du ikke har en skade allerede, LOVER jeg dig, at det er meget værd, at det forbliver sådan. Og hvis du har en skade, så ved du sikkert allerede, hvor svært det er at træne udenom den på egen hånd. Pengene er godt givet ud either way. Godt nytår.

Rie :-)